fredag den 20. januar 2012

Kampen om Mølledammen!




Kampen om Mølledammen!

Hen over julen og den første uges tid i det nye år, åndede alt fred og idyl ved den gamle mølle og mølledam.  Før jul blev julemanden som sædvanligt vækket af sin søvn på mølleloftet, og måtte en tur gennem børnemylderet i Kibæks gader, inden han igen kunne gå til ro på mølleloftet.
I det nye år ankom et svanepar til Mølledammen.  Det gav lidt uro for en flok gråænder, men svanefatter var dog ikke særlig aggressiv over for ænderne, idet han sikkert ikke følte, de var nogen trussel på denne tid af året.  Få dage efter kom endnu en svane flyvende.  Den kredsede nogle gange over området, inden den slutteligt landede midt i Mølledammen.
Man kunne se på svanefatter, at han ikke troede sine egne øjne.  Han ”skottede” lige til svanemutter, inden han pustede sig op i fuld krigsmaling og fór frem mod den indtrængende svane.  Angrebet kørte for fulde sejl et par ture rundt på Mølledammen.  Derefter ind gennem buskadset over til Lille Mølledam og tilbage igen. Herefter havde den indtrængende svane fået nok og gik på vingerne, og svanefatter kunne ånde lettet op, og indlede et lettere ”kærlighedsritual” med svanemutter..

Hvis I nu tror, at svanefatters trængsler var forbi, må I tro om igen – tværtimod.
Et par dage senere kom – formentlig - den samme svane igen, og denne gang havde den en mage med.  Parret lande midt i dammen,
Der var ingen slinger i valsen hos svanefatter.  Han angreb omgående i fuld krigsmaling.  Jeg vil tro, at det var hannen i det nye par, der blev angrebet først.  Efter et par drabelige omgange havde den fået nok og gik på vingerne – væk var den.
Os der overværede ovennævnte sceneri, var nu meget spændt på, hvordan vor svanefatter ville reagere over for den anden indtrængende svane, der formentlig var en hun..
Ville svanefatter være tro mod sin mage, eller ville han prøve med lidt flerkoneri, og indlede et forhold mere?
Svanefatter forblev dog i sin aggressive rolle.  Ja, han kom faktisk til at se endnu mere hidsig og krigerisk ud. Han pustede sig op – lagde hoved og hals helt tilbage mellem de løftede vinger, og fór frem med så kraftige stødmæssige svømmetag, at der nærmest stod skumsprøjt i vandet foran ham.
Jagten rasede, og på et tidspunkt troede vi, at svanefatter havde fået fat i den fremmede oppe i den vestlige ende af Mølledammen, men hun vristede sig løs, og flygtede halvt løbende og halvt flyvende i retning mod Laksetrappen, med svanefatter lige i hælene.
De fløj så lavt, at deres vinger for hvert vingeslag hamrede ned i vandet.  Ude midt på dammen stødte de på flokken af gråænder.  De fleste nåede at flygte ud til siderne, men en 3 til 4 ænder nåede ikke væk.  I stedet dykke de lynhurtigt ned under vandet, og lod svanerne passere hen over sig.
Sådan blev jagten ved – frem og tilbage gik det – den fremmede ville tilsyneladende ikke gå på vingerne og forsvinde..  Svanefatter blev mere og mere hidsig – jeg vil faktisk kalde ham utilregnelig.
På et tidspunkt tog han i sin ophidsede tilstand fejl af sin mage og så den fremmede.  Han ”skød” aggressivt frem mod magen, og man kunne tydelig se, at hun ikke var sikker på hans hensigter, for hun flygtede, og prøvede at holde sig et par meter foran ham.

Ovre ved vandindtaget til møllen fik han magen trængt op i et hjørne – hun kunne ikke komme væk. Vi var sikre på, at han ville ”hugge” hende ned, men pludselig vendte hun front mod ham, og ”nejede” med hoved gentagne gange.

Trods sin ophidsede tilstand, blev han tilsyneladende nu klar over sin fejltagelse.  Han bremsede sit angreb og gengældte hovedbevægelserne, hvorefter de indledte et lettere beroligende kærlighedsritual.  Om svanefatter efterfølgende optog jagten på den fremmede vides ikke, men jeg tror det.
Godt Nytår
PS Har du for meget brød med til én fodring af ænder og svaner, så efterlad det på brædderne i portåbningen – så er der andre, der fordeler over flere dage.
På Møllelaugets hjemmeside http://www.kibaekmoelle.dk/ kan du i øvrigt læse om møllen og se et stort billedmateriale om det, der er foregået i mølleområdet de sidste år.

m.v.h. Knud Nielsen
           Velhustedvej 4, Kibæk
           mail byrkn@herning.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar