fredag den 20. januar 2012

Kampen om Mølledammen!




Kampen om Mølledammen!

Hen over julen og den første uges tid i det nye år, åndede alt fred og idyl ved den gamle mølle og mølledam.  Før jul blev julemanden som sædvanligt vækket af sin søvn på mølleloftet, og måtte en tur gennem børnemylderet i Kibæks gader, inden han igen kunne gå til ro på mølleloftet.
I det nye år ankom et svanepar til Mølledammen.  Det gav lidt uro for en flok gråænder, men svanefatter var dog ikke særlig aggressiv over for ænderne, idet han sikkert ikke følte, de var nogen trussel på denne tid af året.  Få dage efter kom endnu en svane flyvende.  Den kredsede nogle gange over området, inden den slutteligt landede midt i Mølledammen.
Man kunne se på svanefatter, at han ikke troede sine egne øjne.  Han ”skottede” lige til svanemutter, inden han pustede sig op i fuld krigsmaling og fór frem mod den indtrængende svane.  Angrebet kørte for fulde sejl et par ture rundt på Mølledammen.  Derefter ind gennem buskadset over til Lille Mølledam og tilbage igen. Herefter havde den indtrængende svane fået nok og gik på vingerne, og svanefatter kunne ånde lettet op, og indlede et lettere ”kærlighedsritual” med svanemutter..

Hvis I nu tror, at svanefatters trængsler var forbi, må I tro om igen – tværtimod.
Et par dage senere kom – formentlig - den samme svane igen, og denne gang havde den en mage med.  Parret lande midt i dammen,
Der var ingen slinger i valsen hos svanefatter.  Han angreb omgående i fuld krigsmaling.  Jeg vil tro, at det var hannen i det nye par, der blev angrebet først.  Efter et par drabelige omgange havde den fået nok og gik på vingerne – væk var den.
Os der overværede ovennævnte sceneri, var nu meget spændt på, hvordan vor svanefatter ville reagere over for den anden indtrængende svane, der formentlig var en hun..
Ville svanefatter være tro mod sin mage, eller ville han prøve med lidt flerkoneri, og indlede et forhold mere?
Svanefatter forblev dog i sin aggressive rolle.  Ja, han kom faktisk til at se endnu mere hidsig og krigerisk ud. Han pustede sig op – lagde hoved og hals helt tilbage mellem de løftede vinger, og fór frem med så kraftige stødmæssige svømmetag, at der nærmest stod skumsprøjt i vandet foran ham.
Jagten rasede, og på et tidspunkt troede vi, at svanefatter havde fået fat i den fremmede oppe i den vestlige ende af Mølledammen, men hun vristede sig løs, og flygtede halvt løbende og halvt flyvende i retning mod Laksetrappen, med svanefatter lige i hælene.
De fløj så lavt, at deres vinger for hvert vingeslag hamrede ned i vandet.  Ude midt på dammen stødte de på flokken af gråænder.  De fleste nåede at flygte ud til siderne, men en 3 til 4 ænder nåede ikke væk.  I stedet dykke de lynhurtigt ned under vandet, og lod svanerne passere hen over sig.
Sådan blev jagten ved – frem og tilbage gik det – den fremmede ville tilsyneladende ikke gå på vingerne og forsvinde..  Svanefatter blev mere og mere hidsig – jeg vil faktisk kalde ham utilregnelig.
På et tidspunkt tog han i sin ophidsede tilstand fejl af sin mage og så den fremmede.  Han ”skød” aggressivt frem mod magen, og man kunne tydelig se, at hun ikke var sikker på hans hensigter, for hun flygtede, og prøvede at holde sig et par meter foran ham.

Ovre ved vandindtaget til møllen fik han magen trængt op i et hjørne – hun kunne ikke komme væk. Vi var sikre på, at han ville ”hugge” hende ned, men pludselig vendte hun front mod ham, og ”nejede” med hoved gentagne gange.

Trods sin ophidsede tilstand, blev han tilsyneladende nu klar over sin fejltagelse.  Han bremsede sit angreb og gengældte hovedbevægelserne, hvorefter de indledte et lettere beroligende kærlighedsritual.  Om svanefatter efterfølgende optog jagten på den fremmede vides ikke, men jeg tror det.
Godt Nytår
PS Har du for meget brød med til én fodring af ænder og svaner, så efterlad det på brædderne i portåbningen – så er der andre, der fordeler over flere dage.
På Møllelaugets hjemmeside http://www.kibaekmoelle.dk/ kan du i øvrigt læse om møllen og se et stort billedmateriale om det, der er foregået i mølleområdet de sidste år.

m.v.h. Knud Nielsen
           Velhustedvej 4, Kibæk
           mail byrkn@herning.dk

mandag den 9. januar 2012

Kibæks Mølles Historie.

Kibæks Mølles Historie. 


Kibæk Mølle Foto: Knud Nielsen

 Kibæk Mølles historie

går langt tilbage i tiden.  Møllen nævnes første gang i 1466. Møllen har sikkert været ombygget mange gange. En voldsom brand hærgede møllen i 1826, og forsikringssummen på 7126 rigsdaler blev udbetalt. Den nuværende møllebygning er fra 1874.

Møllen havde den gang 2 kværne med sigte og 2 pillekværne, hvoraf den ene var til boghvede. Møllen var på den tid en vandmølle med overfaldshjul, som havde rigeligt med vand og fald. Til møllegården hørte desuden 150 tønder land samt landbrugsbygninger, der lå øst for de nuværende bygninger. Der har i perioden også hørt bageri og købmandsforretning til møllen.

I 1889 – 93 forsyner den daværende ejer møllen med den turbine, der findes i dag. Turbinen er en Francis-turbine, bygget på Mahlers Maskinfabrik i Vejle. Den er på hele 16 HK. Turbinen forsynes med vand gennem et rør fra stemmeværket. Turbinen har ikke været i brug i mange år, men der arbejdes nu på at få den til at fungere og producere strøm.

I sidste århundrede har der endvidere været bygget en vindmølle ovenpå møllebygningen, Sandsynligvis en såkaldt klapsejler eller vindmotor. Den bærende konstruktion for denne vindmølle kan stadigvæk ses i møllebygningen.

I dag består møllen at stuehuset fra slutningen af 1800-tallet, lagerbygningen med de 6 røde porte og portrummet. Bagved ses dele af den gamle møllebygning og møllebækken. Møllen ligger åbent ud mod Møllevænget, som her slår et sving, hvorved der dannes en trekantet plads foran bygningerne.
Mølledammen Foto: Flemming B. L. Johannesen

Nord for møllen ligger mølledammen, hvorfra det meste vand løber ned over laksetrappen, rundt om del “Lille Ø” og videre bag Åvænget til Hareskov bæk.


Kibæk Mølle har gennem tiden været privat ejet. Da den sidste møller, købmand Eriksen døde opstod tanken om at sikre møllen og området omkring møllen for kommende generationer, da det er Kibæks eneste historiske bygning.

I 1995 blev ”Den selvejende institution ”Kibæk Møllelaug” stiftet, og den købte Kibæk Mølle af  enkefru Eriksen.

Bag Kibæk Mølle står i dag en støtteforening med stor lokal opbakning. Støtteforeningen er repræsenteret med 3 medlemmer i Møllelaugets bestyrelse, herudover er Kibæk Borgerforening repræsenteret med 2 medlemmer, Aaskov Erhverevsforening/Handelsudvalget i Kibæk med 1 medlem og Kibæk Idrætsforening med 1 medlem. Bestyrelsens sammensætning viser bredden i den opbakning der er om Kibæk Mølle.
Formanden for Møllelauget er Aage Christensen
Formand for Støtteforeningen er Knud Nielsen

Efter at Kibæk Mølle blev overtaget af Kibæk Møllelaug, har møllen i 1997 fået nyt tag. En nyere tilbygning, – et silotårn fra omkring 1969 – blev ved samme lejlighed revet ned. I 2000 og 2001 blev stuehuset total renoveret indvendigt, – alt sammen i respekt for historien.

I perioden fra 2006 til 2010 er den tidstypiske glasveranda med buede og farvede ruder blevet totalt renoveret – stuehuset har fået nye døre, vinduer og trapper. Gulvet i møllebygningen er udskiftet. Forpladsen har fået ny belægning med asfalt og pegsten

Turbinebrønden ses her restaureret

Turbinebrønden er blevet totalrenoveret.
Der ledes efter en ny turbine. 
Der er etableret en hvid romantisk bro over til den ”Lille Ø”
Senest er der på møllens jord etableret et fantastisk naturområde med 2 nye søer.

Stuehuset er udlejet til Blå Kors Danmark, med værestedet ”Den Blå Mølle”. I østfløjen har ”Åskov MC-Venner” lejet sig ind og indrettet klublokale samt fælles toilet og garderobe til møllens gæster.


Det gamle turbinehjul

Møllen er i dag rammen om mange sociale, musikalske og kulturelle arrangementer, hvortil der er adgang for alle borgere, og vi oplever en stigende interesse for de aktiviteter, der sker i og omkring møllen.



At restaurere en gammel historisk bygning kræver mange frivillige kræfter og hårdt arbejde for at sikre de økonomiske midler, der er nødvendige for at møllen kan sikres for fremtiden, og hermed være et fælles samlingspunkt for alle borgere, og samtidig sikre respekten for vores fælles historie i lokalsamfundet.
Derfor må vi som selvejende institution til stadighed have øjnene åbne for de muligheder, der foreligger for økonomisk støtte til bevarelse af Kibæks historie.

Møllelauget har fået hjælp af rigtig mange frivillige kræfter i Kibæk og vi vil stadig have brug for mange frivillige kræfter.  

M.v.h. Møllelauget
.    

oprensning af Mølledammen Foto: Knud Nielsen
 
Den hvide bro ved Mølledammen Foto: Flemming B. L. Johannesen
 

onsdag den 4. januar 2012

Kibæk Skoles historie

Kibæk Skoles historie

Den 6. november 1911 blev Kibæk skole indviet.
I efteråret 2004 kom den gamle skoleklokke "hjem" til skolen. Vi formoder, at den har været brugt lige fra den første tid og indtil slutningen af 1950'erne, hvor der i forbindelse med udvidelse til centralskole blev installeret elektrisk ringesystem.
Den gamle skoleklokke og skolen, som den så ud i 1911.
Hvor har den så befundet sig i de mellemliggende knap 50 år? Faktisk meget tæt på skolen, idet den daværende pedels kone Edith Lauridsen tog den til sig. Edith har, siden hun og hendes mand gik på pension, boet på Møllegårdsvej lige over for skolen. Med Ediths egne ord: "Klokken var bare smidt om i askemøddingen, så jeg tog den til mig."
I mange år har Edith haft den hængende på sin terrasse, men besluttede så, at den skulle tilbage til skolen.
---
75 års jubilæumsskrift

mandag den 2. januar 2012

Et af Kibæks varetegn

Et af Kibæks varetegn


Foto: Flemming. B. L. Johannesen



Vejtromlen som står på Lyager og forfalder….Har “arbejdet” for Åskov Kommune.
Den 22. marts 1949, købte Assing kommune en vejtromle
Type KD fra Ringsted Jernstøberi & Maskinfabrik (Rimas)
Tromlen havde serienummeret 578 og var mellemgrå med blå stafferinger og udstyret med en 2 cylindret Bukh diesel motor.





foto: Flemming B. L. Johannesen




Her nogle fakta om maskinen, som var toakslet, med tre valser.
Fabrikatet: Ringsted Type K. D. 10., Anvendelse: Kørebaner, - Vægt uden ballast: 10 T. – Vægt med ballast: 12 T. (som var vand i valserne) - Største længde: 530 cm – Største bredde: 220cm – Akselafstand: 300 cm. – Kørerhastigheden: 2/2 – 9/5 km. timen. HK: 30/33 (Diesel) - Brændstof forbrug pr. effektiv time: ca. 190 g Solar olie - Makinen var med fast ophakkeapperat.



I Stenlille Bylaug har man af Stenlille kommune, fået overdraget en ældre udgave, som er fra 1940.




(Indlæg fra www.kibæk.com)












Kibæk værker

Kibæk værker

I Kibæk har vi vand- El- og Varmerværker som alle er andelsforeninger.De 3 værker har en fælles administration men hver deres bestyrelse.


Kibæk Vandværk: http://www.kibækvandværk.dk/Der står en del om vandkvalitet og om vandværket.



Kibæk Vandværk
har 2 vandværker, som forsyner ca. 1350 forbrugere.
Vandværket på Kastaniealle 20 (Foto), samt Vandværket Sandfeldparken (Bavnehøjen 65A)




Kibæk Elværk:
http://kibaek.gev.dk/index.html
Kibæk Varmeværk:97 19 14 36Energivej 66933 Kibæk

Kibæk Elværk Amba
Virksomhedsbeskrivelse:Kibæk Elværk A.m.b.a. er et net selskab, der forsyner Kibæk by. Selvskabet har ca. 1300 brugere og aftager 11 mio. kWh pr. år. Kibæk Elværk, der har kontor på Kastaniealle 10, 6933 Kibæk, kan kontaktes på kibaekel@mail.dk eller tlf. 97 19 13 33.


Kibæk Varmeværk
Kibæk Varmeværk Energivej 6933 Kibæk.
Administrationskontoret Kastanie Allé 10 6933 Kibæk Tlf.: 97192133

Historiske oplysninger i forbindelse med Kibæk Varmeværks50 års jubilæum den 1. september 2010.
I 1960 blev der på et meget fremsynet initiativ af den daværende Håndværker og Borgerforening i Kibæk nedsat et udvalg til at arbejde med muligheder for at starte et Varmeværk i Kibæk.
Udvalget bestod af: Vagn Gade, Søren Jensen og Bang Olsen. De arbejdede ihærdigt med sagen og den 7. maj 1960 blev der afholdt stiftende generalforsamling.
Læs mere her. Kibæk Varmeværks historie.

I Kibæk er du altid tæt på naturen…

Foto: Flemming B. L. Johannesen. Broen ved Mølledammen Kibæk.




I Kibæk er du altid tæt på naturen…
Gennem Kibæk går et frodigt bælte med skov & eng, vandløb og fauna af skøn karakter som indbyder til dejlige gåture på de anlagte stier.Udover et dejligt grønt område ved Børnesøen og Mølledammen grænser Harreskov og Birkebæk plantage op til byen, hvor de mange stier der kan anbefales til skønne gå-, løbe og mountainbiketure i skoven.
Trind MoseBag boligområdet Klinten og Klintebakken ligger det privatejede Trind Mose. Der er offentlig adgang til dette skønne naturområde, på de anlagte stier og veje. I området ligger der desuden to søer. Søerne er skabt omkring 1940 efter tørvegravning i mosen. Søerne har udspring i et naturligt kildevæld. Kildevældet har udspring ved stien mellem de to søer. Området har et rigt dyreliv bl.a. bestående af rådyr, harer, fasaner og småt fuglevildt.
MomhøjeVi kan også varmt anbefale en tur til Momhøje, beliggende ca. 3 km udenfor Kibæk (Kibækvej 19). Momhøje er fantastisk naturområde på 80 hektar, svarende til 120 fodboldbaner. En del af arealet er tidligere brunkulsleje, hvilket har skabt det spændende og varierede terræn – der er som skabt til aktiviteter. Her er også skov, hede og mose.
I Momhøje finder du et helt nyt naturcenter som tilbyder natur- og fritidsaktiviteter for alle. Ved centret kan du udover en storslået natur, blandt andet finde følgende ting:
Bål-lade
Naturlegeplads
Afmærkede stier
Handicapegnet sti
Ridesti
Mountainbikerute
Faste orienteringsposter
Grillpladser
Mødelokale og sovesal til leje
Shelterpladser (kan reserveres)
Teltplads
Naturudstilling
Madpakke- og opholdsrum
Du kan læse meget mere om Momhøje Naturcenter her

(Indlæg fra http://www.kibæk.com/)



Svanen med sin unge på tur i Mølledammen.


Foto: Flemming B. L. Johannesen .

Foto & tekst fra Kibæk – denne gang Alhuset.

Alhuset Kibæk foto FJ









Foto & tekst fra en af Kibæks mange mødesteder, denne gang fra Alhuset, man fristes til at skrive Kibæks Kulturhus.
Alhuset er aktivitetscenteret for byens borgere, her har Lokalhistorisk Arkiv også til huse, Nørklegruppen mødes også her til nogle hyggelige timer sammen, men også med formål at præstere noget med hægle og strikkepindene, som når det er fuldført, kan købes for få penge i Alhusets bod. Cafeaften afholdes af Alhusets brugerforening, tit og ofte er der underholdning med Alhuset husorkester.
Et andet tilbagevendende program er “Højskoledagen”, som altid samler fulde huse, en dag med foredrag, underholdning, m.m., en lærerig dag, hvor der jo selvfølgelig serveres kaffe og hjembagt kage til kaffepauserne, dejlig “hjemmelavet” mad til middagen, Alhuset har et meget velfungerende køkken, som også levere maden til husets forskellige arrangementer, og ikke mindst takket være den store frivillige skare af mennesker som Alhusets leder Doris Nielsen kan “trække på” .
Bridge klubben benytter også Alhuset, Petanque-klubben og Kroket-klubben er også tilknyttet .
Alhuset. Petanquebanerne - end da meget fine baner og gode forhold, findes nogle få meter fra Alhuset. Hvorimod du skal et par hundrede meter fra aktivitetscentret for at finde det fine område med banerne til kroket. Er du til et “pot” Billard, ja så er det også muligt, tilbudene er utallige, så fandt du ikke lige her “dit” område, så mød op og spørg, det findes garanteret (næsten).
Er du/I tilflytter til byen, eller du bor her, måske mangler lidt socialt samvær med et aktivt indhold sammen med andre hyggelige mennesker, ja så er du altid velkommen i Alhuset. Du skal dog være medlem af Alhusets Brugerforening, medlemskabet fås for ganske få kroner, forhør dig venligst om prisen i Alhuset.
fj.2011 28. aug.

(Indlæg fra www.kibæk.com)

Historien om Kibæk Varmeværk.

Historien om Kibæk Varmeværk. (Indlæg på http://www.kibæk.com/)

Historiske oplysninger i forbindelse med Kibæk Varmeværks
50 års jubilæum den 1. september 2010.
I 1960 blev der på et meget fremsynet initiativ af den daværende Håndværker og Borgerforening i Kibæk nedsat et udvalg til at arbejde med muligheder for at starte et Varmeværk i Kibæk.
Udvalget bestod af: Vagn Gade, Søren Jensen og Bang Olsen. De arbejdede ihærdigt med sagen og den 7. maj 1960 blev der afholdt stiftende generalforsamling. Den første bestyrelse kom til at bestå af:
H. Quistgaard Mortensen formand
Hermod Nielsen næstformand
Søren Jensen kasserer
Aa. Bang Olsen
C. Vestergaard Jensen
Den første fyringsperiode startede 1. september 1960.

Værket startede med 49 forbrugere, men allerede i 1962 var der 81 forbrugere. Herefter gik udviklingen stærk.
1974 508 forbrugere
1978 608 -
1982 687 -
1998 1002 -
2010 1146 -

Som det kan læses af forbrugerantallet blev starten af Kibæk Varmeværk starten på en lang epoke med stadige udvidelser som har været nødvendige for at kunne forsyne byen, både på grund af at byen blev større, men også at næsten alle i byen tillige med institutioner og virksomheder ønskede at blive tilsluttet fjernvarmen.

Det første værk kom til at ligge centralt i byen hvor en tennisbane og en del af nabogrunden på Kastaniealle blev købt så værket der var plads til at opføre et varmeværk. For at komme i gang kautionerede den første bestyrelse personligt for de første lån.
Der blev fyret med olie som dengang var et billigt brændsel.
1960: De første 2 kedler var på henholdsvis ½ og 1 MWh ydelse.
1963: Der udvides med en kedel på 1½ MWH.
1965: Kedlen på ½ MWh udskiftes med en kedel på 3 MWh
1969: Grundet kapacitetsmangel blev det besluttet at lave en tilbygning på Kastaniealle så hvor der blev
indsat en 4 MWh kedel. I samme tilbygning blev ligeledes etableret kontor og værksted.
1971: I forbindelse med udstykningen Sandfeldparken blev der opstillet en midlertidig satellitcentral så
området kunne forsynes med fjernvarme indtil der kunne etableres en ny hovedledning fra centra-
len på Kastaniealle. Den midlertidige central fungerede i ca. 1 år.
1972: På grund ar sodproblemer forsynes værkets skorsten med Isokærn.
Ny hovedledning etableres til Sandfeldparken og dimensioneres så der er kapacitet til at forsyne
planlagt udstykning af Baunehøjen Klintebakken og Klinten.
1973: Videreførelse af hovedledninger til ovennævnte udstykninger igangsættes.
Tankkapaciteten på værket udvides med en ny 100.000 liter olietank
1974: Der købes et jordareal på Fjelstervangvej for at være forberedt på en udvidelse af varmeværket
hensigtsmæssigt placeret i forhold til daværende planer om nyudstykning af byggegrunde.
Det besluttes at forsyne udstykningen Møllegaarden (82 grunde på det tidspunkt) med varme.
1976: Ny hovedledning etableres til Kibæk Skole og området Møllegaarden.
1979. Der indgås aftale om levering af overskudsvarme fra Kibæk Møbelfabrik, som fungerede til kort efter
at Kulværket var blevet etableret.

I 1960 kostede et ton olie 120 kr.
I 1970 kostede et ton olie 185 kr.
I 1978 kostede et ton olie 585 kr.
I 1980 kostede et ton olie 1284 kr.
Prisstigningen skyldes forskellige oliekriser som også bevirkede usikre leverancer.

Stigningerne havde naturligvis stor indflydelse på varmeprisen som jo steg løbende. Nedennævnte varmepriser er i parentes pr. m3 som der dengang blev afregnet i. MWh prisen er en beregnet pris.
1960: (1,40 kr.) 26,6 pr. MWh, 1972: (1,80 kr.) 34,20 pr. MWh, 1774: (3,60 kr.) 68,40 pr. MWh, 1976: (5,- kr.) 95,- pr. MWh, 1978: (5;5o kr.) 104,50 pr. MWh, 1980: (10,80 kr.) 205,20 pr. MWh, 1982: (20,00 kr.) 380,- pr. MWh.

Den siddende bestyrelse var enig om at det var en usikker fremtid med både olieprisernes himmelflugt og forsyningssikkerheden så der blev arbejdet på at etablere et nyt værk med et alternativt brændsel. Det blev så en meget travl periode for bestyrelsen.

1978-til 1982: Arbejde med undersøgelser af teknologiske muligheder brændselsvalg og placeringsmulig-
heder. Valget blev efter mange forundersøgelser at der skulle opføres et kulfyret værk. Det viste sig
muligt at få Amtets godkendelse til at placere værket på den østsiden af Amtsvejen. Der blev herefter
indledt forhandlinger med kommunen om at bytte den købte grund på Fjelstervangvej med en ca.
50 % større grund på nuværende Energivej. Der blev byttet lige over uden penge.
Med til historien hører også at der var forhandlinger med Herningværket om muligheden for at læg-
ge en rørledning til Kibæk. Det kunne lade sig gøre men ville koste ca. 16 mill. kr. Det var ikke attrak-
tivt set i lyset af at det kostede 5,5 mill. kr. at opføre Kulværket som kunne give en lavere varmepris.
1981: Efter beslutningen om Kul, blev hele 1981 brugt til at undersøge og vælge teknik og et skitseprojekt
blev igangsat. Bestyrelsen havde som mål at det nye værk skulle være så miljøvenligt som muligt og
med en meget høj virkningsgrad. Bestyrelsen var derfor meget involveret i udviklingen af et Røgren-
seanlæg med energigenindvinding. Med hjælp fra Air Frölich i Schweiz og Danmark lykkedes det
fuldt ud, og det blev faktisk det første i Verden af den type. (den samme type anlæg er i dag på alle
3 kedler på Energivej. Nogle af anlæggene har problemløst fungeret i mere end 20 år.)
1982: Bygningen der skulle huse det nye værk blev et vinterbyggeri. Det var en udfordring da netop denne
vinter var en isvinter med megen og stærk frost. Der blev bygget et telt omkring bygningen af bygge-
stillads og presenninger så det var muligt med varmekanoner at have temperaturer så der kunne
støbes og mures selvom der det meste af tiden var op til -28 grader.
Det hastede fordi da vi satte kulkedlen i gang i 1982 kunne vi halvere varmeprisen fra 308,- kr. til
190,- kr. pr. MWh og samtidig forvente en stabil lav prisudvikling.
1986: Efter at have haft stabile kulpriser gennem nogle år blev kul pålagt afgifter som i løbet af få år steg til
675,- kr. pr ton og gjorde Kul til et dyrt brændsel. Afgiften steg herefter løbende.
Det bevirkede at det igen var tid til at skulle tænke i nye brændselsformer.
Det blev besluttet at gå over til at anvende Skovflis. Der blev lavet et skitseprojekt hvor der indgik nye
teknologier og en ansøgning blev sendt til EU med anmodning om støtte til at lave et Demonstrati-
onsprojekt. Forud for dette havde bestyrelsen også undersøgt muligheder for at lave kraftvarme.
1987. Fra EU kom der i slutningen af året et tilsagn om støtte med 4,4 mill. kr. til etablering af en ny flis-
kedel.
1988: Allerede i januar blev der arbejdet med detailplaner for en tilbygning med flislager og en 8 MWh
Fliskedel med røgrensning og varme genindvinding på 1 MWh. Allerede i maj måned blev afholdt
licitation.
1989: Den nye fliskedel sættes i drift, og det passede vældig fint med at varmebehovet i byen var steget
meget.
1992: Varmeværkets bestyrelse var med i udviklingen af en varmemåler der kunne fjernaflæses. Arbejdet
blev påbegyndt sammen erhvervsafdelingen på daværende JTAS der sprang fra, hvorefter et
samarbejde om opgaven blev indledt med KAMSTRUP. Opgaven lykkedes og i 1994 startes mon-
tering af nye målere i hele Kibæk, for en stor del betalt af en ny tilskudsordning som blev vedtaget
af regeringen netop som målerne skulle monteres.
1994: Der etableres egen brovægt så det var muligt selv at indveje den mængde brændsel der bruges.
1996: Bestyrelsen startede på undersøgelser af om det var muligt etablere Geotermisk varme, og om der
var varmt vand i undergrunden under Kibæk. På daværende tidspunkt havde DONG koncession på
undergrunden og så sig på daværende tidspunkt ikke i stand til at medvirke.
1996: Med baggrund i ”forudsætningsskrivelser om at man ønskede at varmeværker producerede kraft-
varme, udsendt fra energistyrelsen i 1995, og det forhold at værket var ved at mangle kapacitet,
udarbejdes et skitseprojekt med en Dampkedel og en Dampturbine. Der søges samme år om tilskud
fra Energistyrelsens Værkspulje, og vi fik tilsagn om støtte på 9 mill. kr.. Tilskuddet blev senere kon-
verteret til at kunne anvendes til et forgasningsprojekt.
Bestyrelsen arbejdede i årene 2001 til 2004 med at undersøge disse muligheder der så lovende og
økonomisk interessante ud i starten, men ikke viste sig at have udviklet den driftssikkerhed som
bestyrelsen ønskede. I 2004 sagde man så farvel til tilsagnet om tilskuddet på de 9 mill. kr.
2000: Der er nu udviklet en Varmemåler med selvaflæsning og lækmåling af den enkelte forbrugers anlæg.
Det indebar en mulighed for at finde utætheder der ellers ville være svære eller umulige at finde,
således at vi kunne minimere det vandtab der ind imellem var. Det blev besluttet at montere denne
type målere i alle boliger over en periode på 3 år.
2001: Akkumuleringstank på 1,6 mill. liter etableres for at udvide kedelkapaciteten på den måde at der
I nattetimerne kan akkumuleres varme i tanken til brug for periodisk stort forbrug om dagen.
2004: Byen voksede videre og i de seneste år var værket igen begyndt at have et kapacitetsbehov, så der
igen var behov for at foretage en udvidelse. Bestyrelsen og personale arbejder med at stille krav til
og beslutte hvordan anlægget skal se ud, størrelse og placering.
Resultatet bliver at det gamle kullager på 200 m2 bliver inddraget til fyrrum tillige med en tilbygning
på 350 m2.
2005: Byggeperiode og opbygning af kedel og teknik.
2006: 1. september foretages indvielse af en ny fliskedel på 10 MWh plus røgrensning og genindvinding på
2,9 MWh.






Varmemestre gennem 50 år:
1.september 1960 ansættes Aage Mikkelsen som varmemester.
1. maj 1961 ansættes Svend Hartvigsen som Varmemester
1. september 1964 ansættes Peder Christiansen som afløser
16. maj 1966 ansættes Peder Christiansen som varmemester
14. januar 1969 ansættes Aage Mikkelsen som afløser
1. juli 1969 ansættes Vagn Meldgaard som varmemester
2. april 1982 ansættes Svend Aage Hansen som assistent og senere i 1991 varmemester.

Varmemesterassistenter:
Brian Jensen fra 1. august 1996 til 1. december 1997
Karl Erik Kristensen fra 1. jan. 1998

Bestyrelsesmedlemmer gennem 50 år:
Harry Quistgaard Mortensen fra 7/5. 1960 til 24/10. 1968
Søren Jensen - 7/5. 1960 til 9/12. 1963
Aage Bang Olsen - 7/5. 1960 til 9/12. 1963
Charles Vestergaard Jensen - 7/5. 1960 til 23/11. 1970
Hermod Nielsen - 7/5. 1960 til 3/12. 1963
Vagn Gade - 23/9. 1963 til 16/11. 1966
Laurids Siggaard - 9/12. 1963 til 16/10. 1967
Marius Christensen - 9/12.1963 til 17/12. 1974
Aksel Møller - 16/11.1966 til 5/10. 1972 og fra 19/11. 1991 til 15/5. 2007
Jens Peder Yderstræde - 16/10. 1967 til 13/9. 1973
Aage Christensen - 24/10. 1968
Peder Olsen - 23/11. 1970 til 29/11. 1978
Verner Thomsen - 5/10. 1972 til 7/12. 1998
Holger Kolze - 13/9. 1973 til 3/12. 1997
Bjarne Barslund - 17/12. 1974 til 29/4. 1991
Jens Schlie - 29/11.1978 til 25/10. 1994
Uffe Jørgensen - 29/4. 1991 til 19/11. 1991
Alex Andersen - 25/10. 1994 til 7/12. 1998
Kaj Birkelund Sørensen - 3/12. 1997 til 8/10. 2003
Carsten Madsen fra 7/12. 1998
Lars Lyngholm - 7/12. 1998
Henning Jacobsen - 8/10. 2003
Erik Dag Nielsen - 15/5. 2007

Formænd gennem 50 år:
1. maj 1960 formand Harry Quistgaard Mortensen
21. december 1964 Marius Christensen
1. oktober 1972 Jens Peder Yderstræde
24. september 1973 Verner Thomsen
2. december 1980 Aage Christensen


Nuværende bestyrelse:
Aage Christensen
Henning Jacobsen
Lars Lyngholm
Carsten Madsen
Erik Dag Nielsen

Lidt om baggrunden for hvordan tingene har udviklet sig som de har.

Gennem tiden har de til enhver siddende bestyrelser været meget fokuseret på varmepriser og forsyningssikkerhed og har også fulgt meget med i den teknologiske udvikling.

Som tidligere nævnt betød oliekrisen i `70 erne at den siddende bestyrelse begyndte at tænke tanker om andet og billigere brændsel end olie. I 70 erne var der store problemer med sodnedfald på det gamle Olieværk. Det skyldtes at der ikke var nogen isolering i den murede skorsten. Det bevirkede at røgen blev for meget afkølet i skorstenen og derfor dannede sodflager. Det var jo ikke holdbart og derfor blev skorstenen forsynet med en isolerende Isokærn som skulle sikre at der altid var mindst 180 grader i toppen af skorstenen.

I forbindelse med vore mange undersøgelser om Kulfyring, hvilken kedeltype og placering opstod den naturlige tanke at man skulle udnytte den megen energi der gik tabt ved at sende 180 grader varm røg op i luften. Tilbage til det senere.

Det var ikke så enkelt at finde en placeringsmulighed til et nyt værk. På daværende tidspunkt kunne man ikke få tilladelse til at bygge på østsiden af Amtsvejen hvor varmeværkets nuværende placering er. Den mulighed opstod først senere. Overfor det gamle varmeværk var en ejendom til salg, og ved at købe denne kunne der blive adgang til et ret stort areal bagved hvor der var en Maskinstation. Meget naturligt gav det anledning til indsigelser fra de berørte naboer, og lykkeligvis var tiden med os så der blev mulighed for den nuværende placering på østsiden af Amtsvejen.

Men hvordan skulle anlægget være, og hvilken kedeltype? Der var forskellige kedeltyper på markedet da nogle før os var begyndt at fyre med kul. Den mest gængse type var sådan konstrueret at kedelpasseren skulle åbne en luge foran og skrabe slagge og aske ud med håndkraft ved at bruge en lang skraber. Derudover var det overtrykskedler som bevirkede at der ved den mindste utæthed kom støv ud. Vi blev i bestyrelsen meget hurtig enige om at stille nogle krav til at kedlen skulle have undertryk, indfyring og slaggefjernelse skulle være automatisk, og alt skulle være let at renholde.

Det blev så indgangen til en meget hektisk og arbejdsbelastende periode for den daværende bestyrelse hvor vi besøgte kedelfabrikanter i både ind og udland for at finde en kedel der kunne leve op til vore krav. Det var nemlig sådan at på det tidspunkt kunne man ikke blot købe og bestille en sådan. Undervejs lærte vi selv meget om kedler, som bevirkede at vi blev bedre til at definere vore krav til en kedel.

Slutresultatet blev at vi købte en Vandrerist i Tyskland og at der i samarbejde mellem os, og Poul Hededam som vi opfattede som den mest kompetente på kedelområdet, blev designet en kedel der skulle passe ovenpå den Tyske rist. Denne kedel, som nu er 28 år gammel, bruger vi stadig problemløst, og er den første kulkedel af den type og har mærkeplade nr. 2 fordi der i mellemtiden blev lavet en oliekedel nr. 1. Som noget specielt, og jeg tror den første, er der automatisk spjældregulering af røgrørene i konvektionsparten således at røghastigheden i røgrørene altid opfører sig med den optimale hastighed uanset kedelbelastningen.

Tilbage til den varme røg i skorstenen som vi ville genindvinde. Tankerne blev starten på det første anlæg til genindvinding og røgrensning af den type som vi nu har på alle kedler på værket.

Til at begynde med sagde de fleste at det ikke kunne lade sig gøre fordi når man kondenserede røgen ved at køle den af ville der dannes meget aggressive syreforbindelser. Vi kom dog i forbindelse en meget vidende person på det område, nemlig Bent Bjærg fra AIR FRÖLICH og en meget udviklingsorienteret ingeniør Ole Kristensen fra Tjæreborg Industri. Det medførte mange og lange drøftelser og udveksling af kreative ideer. Vi troede på at det kunne lade sig gøre selv om nogle sagde at det var umuligt.

Første skridt var at besøge Bratsberg Teglværk i Norge som var beliggende i en dal hvor der var problemer med at røgen fra en almindelig skorsten ville blive hængende over dalen. Derfor havde man fra Air Frölich leveret nogle glasvarmevekslere som man sendte røgen igennem for afkøling så røgen kondenserede. Den derved udskilte svovlsyre løb ned i nogle kar under vekslerne. Syren kørte man så ud i nogle store beholdere der var placeret i en lergrav. Man kom herefter kalk i beholderne så syren blev neutraliseret. Hvad man senere gjorde ved vi ikke.

Vi rejste dernæst til Air Frölich i Schweiz, og sammen med deres tekniske ingeniør kom vi frem til et løsningsforslag som var begyndelsen på det system vi ser i dag. Men der var naturligvis undervejs mange børnesygdomme der skulle overvindes. Allerførst fik vi nogle små varmevekslere med hjem. De blev brugt til nogle forsøg hos Hvide Sande Varmeværk hvor vi lånte en delstrøm af røgen fra deres Kulværk for at se om nogle af vore teorier holdt. Vores egen kulkedel var jo ikke etableret på det tidspunkt.
Det så ud til at teorierne holdt, så der blev lavet et anlæg i en mindre skalamodel end det anlæg der skulle bygges i Kibæk. Det blev stillet op ved siden af skorstenen i Hvide Sande. Det var stillet op i det fri med et byggestillads omkring. Det var i vintertiden, og det var så koldt at fingrene frøs fast til stilladset når man kravlede op til toppen vor at kontrollere at systemet fungerede.

Det fungerede og det blev besluttet at lave et fuldskalaanlæg som skulle etableres i Kibæk sammen med den nye Kulkedel som blev etableret i 1982.

Aftalen blev at Kibæk skulle være forsøgsværk for anlægget som var det første af sin art i verden og som fjernede syreforbindelser som for eksempel Svovl fra røgen. Ligeledes rensede man for partikler og systemet var designet til at fjerne den vanddamp der ellers ville komme op af skorstenen. Dernæst genindvandt man den energi der var i den normalt varme røg således at anlæggets totalvirkningsgrad blev hævet ved genindvindingen så det blev en god forretning for værkets forbrugere.

Aftalen indebar også at Air Frölich i Schweiz stod for komponentudviklingen. Som altid er der jo ”børnesygdomme” ved nyudvikling. Det var også tilfældet her. Kondensatet fra røggassen var så aggressiv at de første varmevekslere kun holdt kort tid. De blev videreudviklet af Air Frölich med nye materialer blandt andet Teflon som kunne holde og nye blev leveret til værket uden at værket skulle betale for disse.

En af de lidt sjove historier fra den gang var at der jo var sat en opstartsdato for det nye anlæg. Den blev holdt, men et par måneder efter kom en forbruger og spurgte om vi ikke snart skulle i gang med at bruge værket. Han havde gået og holdt øje med skorstenen for at se hvornår der kom røg. Vi kunne så fortælle at det havde kørt i måneder, men at det netop var konstrueret så man ikke kunne se røg.

At de rigtige materialer blev fundet bekræftes at de ældste varmevekslere har fungeret i 21 år uden der er rørt ved dem.

Som tidligere nævnt blev der til fliskedlen som etableredes i 1989 ydet et EU tilskud på 4,4 mill. kr. Tilskuddet var begrundet i en ide om at designe en kedel hvor det var muligt at skifte mellem forskellige brændsler uden at skulle ændre på kedlen for at tilpasse den til andre brændselstyper. Det blev et demonstrationsprojekt udarbejdet i samarbejde med Ansaldo Vølund, og det lykkedes.

Ved den seneste udvidelse har bestyrelse og personale ikke brugt så megen tid på at tage ud for at se på kedler, men belært af de mange erfaringer undervejs derimod brugt tiden på sammen med personalet at definere hvad vi ønskede og hvordan kedlen og de enkelte ting skulle fungere. Det blev da heller ikke nogen ”hyldevare” men en kedel specielt designet efter vore ønsker der blev installeret og indviet i 2006 og har siden fungeret problemløst.

At alt dette har kunnet lykkes skyldes at både de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer og personalet altid har været meget engageret og fokuseret på at finde gode løsninger.

24. august 2010 Aage Christensen
————————————————————————————————————————————————————————–
Sidste nyt:
Efter afholdt generalforsamling i november 2011, er bestyrelsen således valgt:
bestyrelse: pr. dec. 2011.
Aage Christensen
Henning Jacobsen
Lars Lyngholm
Carsten Madsen
Erik Dag Nielsen
———————————————————————
Varmemester Svend Åge Hansen, ønsker at gå på efterløn her til foråret i 2012, så fra januar 2012 er der ansat en en ny Maskinmester til, at overtage den tidligere varmesters opgaver.
Dette blev oplyst på generalforsamlingen den 30 november 2011.
opdateret FJ/02122011